Paradigmeskifte model
Steen Hildebrandt & Michael Stubberup
“Entropiregningen for den industrielle tidsalder forfalder til betaling – med ildevarslende og vidtrækkende konsekvenser for livets og civilisationens fortsættelse på Jorden”
Den antropocæne realitet – en traumatiserende global kultur
Selve den antropocæne realitet betyder altså at vores art, Homo Sapiens er blevet en afgørende geologisk og økologisk kraft. Dette viser sig bl.a. gennem de omfattende naturødelæggelser og masseudryddelser, som er meget konkrete og direkte former for overgreb på livets processer overalt på kloden.
Når vi ser på de grundlæggende årsager til dysfunktionerne, træder oplysningstidens adskillelses-paradigme frem på flere måder og i særlig grad i forhold til adskillelse fra naturen: Mennesket som værende uden for eller over naturen – og som en umiddelbar konsekvens, jo dermed også fragmenteringen af vores egen krop-natur. Vi har alt for lidt sans for, viden om og sprog for centrale processer i vores eget psyko-fysiske system – og bl.a. også af den grund ikke en egentlig sans for øko-systemiske processer.
Naturen – økoprocesser – er kendetegnet ved en cirkulerende dynamik mellem forstyrrelse/ubalance og genopretning/balance – og processer adskilt fra naturen ser ikke ud til at kunne genoprette balance uden først at genoprette kontakten til naturen igen. Kriserne og dysfunktionerne, vi ser vokse foran vores øjne, er altså tæt forbundet med vores tab af kontakt med naturen – naturen i os selv og den store natur.
Den fase vi lever i – den af mennesket påvirkede biosfære – er netop således kendetegnet ved dette tab af kontakt med naturen – og på en måde er dette tab dermed både årsag og virkning på samme tid!
“”Det vi har brug for, er et nyt paradigme, hvor vi ikke længere accepterer jagten på økonomisk vækst på klodens bekostning. Vi er nødt til at få folk til at genfinde en forbindelse med kloden og søge velstand og retfærdighed inden for et sikkert handlingsrum på jorden.”
”Vi kan alle bruge vores superkræfter til at få dette til at ske. Vi kan alle sætte forandringer i gang. Aldrig har individer haft magten til at påvirke så meget. Og der skal kun en lille håndfuld engagerede individer til at tippe balancen i et samfund. Du har forbrugermagt. Stemmemagt. Netværksmagt.
Brug den.”
”Hvis verden kan finde midlerne til at samarbejde på planetær skala, vil det blive menneskehedens største succes: en genstabiliseret planet. Måske vil vi endelig fortjene det sapiens eller ”tænkende” i vores latinske navn.”
”
Bæredygtighed og resiliens
Bæredygtighed som fænomen vil således – når det handler om os mennesker – være en systemisk, eksistentiel og etisk opgave, hvor det personlige ansvar og medansvaret for helheden er et og det samme. Eller sagt på en anden måde: Hvor ansvaret for den du er, og medansvaret for det fællesskab du altid også er en del af, er to sider af samme sag. Vi taler altså om en verden, hvor liv og livsprocesser er den altoverskyggende målsætning på alle niveauer. Hvor ansvaret for kloden og ansvaret for at leve et udfoldet og afbalanceret liv går hånd i hånd. Og hvor det at lytte oprigtigt til alle livets signaler er lige så naturligt som at sove og spise.
Den største forandring eller det største gearskifte i den udviklings- og læreproces, vil handle om at skifte fra at være ydrestyret og ydrefokuseret til at fundere opmærksomheden inde i det enkelte menneske. At skifte eksplicit lejring – herunder at opgradere sansen for feedback og modstand – også kaldet resiliens.
Resiliens er et økosystems kapacitet til at kunne håndtere forstyrrelser og kraftige udfordringer, således at det ikke bryder ned til et mere kaotisk kvalitativt niveau.
Et resilient humant system kan udholde turbulens og rystelser og kan regenerere sig selv efterfølgende. Resiliensbegrebet bruges i psykologi og social økologi til at kortlægge nogle af de naturlige markører for tilpasning, forandring og dermed robusthed. Det handler om at genopdage evnen til at leve livet i dialog med udfordringer – at kunne arbejde med indre og ydre sårbarhed og modstand – elementer i kultiveringen af robusthed og resiliens.
Det første skridt på vejen frem – er derfor ‘et skridt tilbage’.