Levende Systemer
Alle systemer er indlejret i subsystemer og metasystemer – vi mennesker består som bekendt af en lang række subsystemer som fx organer, celler, etc., og samtidig indgår vi i metasystemer som for eksempel en familie, en organisation, en by, et land, jordkloden, osv.
“I den verden vi lever i, er der to fællesskaber som vi umiddelbart alle indgår i. Vi er alle en del af menneskeheden, og vi hører alle til i den globale biosfære. Vi er medlemmer af oikos, jordens husholdning/husstand, som er den græske rod for ordet ‘økologi’, og som sådan skal vi opføre os som andre medlemmer af husholdningen gør – planterne, dyrene, og mikroorganismerne, som former det omfattende netværk af relationer, vi kalder livets netværk.
Det mest særlige kendetegn ved jordens husholdning/husstand er dets iboende evne til at understøtte liv. Som medlemmer af det menneskelige fællesskab bør dette spejle sig i en adfærd båret af værdighed og respekt for basale menneskerettigheder. Da menneskelivet spænder over biologiske, kognitive, sociale og økologiske dimensioner, bør menneskerettigheder respekteres i alle fire dimensioner.”
Levende organismer
Et levende system er et organiseret mønster eller netværk af elementer, som er koordineret gensidigt afhængigt af hinanden, og som fungerer som en helhed. Man kan ikke opdele helheden i elementer, uden at noget væsentligt går tabt, og tilsvarende kan delene ikke forstås uden at blive sat i relation til helheden, som igen er forskellig fra summen af delene. Alt er del af et system eller flere systemer, og biologiske og sociale systemer er åbne systemer, der er afhængige af grænser med en vis gennemtrængelighed. Det er denne gennemtrængelighed, der gør eller indebærer, at det er relevant og nødvendigt at tale om og tage hensyn til systemets omgivelser.
Levende systemer er således åbne systemer, der er i stand til at reagere på og tilpasse sig omgivelserne.
Levende systemer har tre vigtige kendetegn:
Autonomi
Cirkularitet
Selvreference
Disse egenskaber gør levende systemer i stand til at skabe eller forny sig selv. Kognitionsbiologerne Humberto Maturana og Francisco Varela kalder dette for autopoiese, som ordret betyder selv-skabelse eller selvproduktion.